mandag den 2. april 2012

Fuglekasserne.

Kære borgere i Taps!
Nu er første fase af fuglekasse projektet afsluttet. Vi har under hyggelige, kammeratlige sammenkomster under Tommys kyndige ledelse fået fremstillet og opsat 160 kasser, fortrinsvis langs stierne, men også  kirkegården og sportspladsen har fået deres andel. Alle kasserne er nummererede, så hvis du har haft en spændende oplevelse ved en af kasserne vil det være nemmere for dig bagefter at delagtiggøre andre heri, når du bare kan referere til kassens nummer. Vi håber, du fremover på dine traveture vil blive yderligere beriget i dine naturoplevelser på grund af de oplevelser fuglekasserne kan byde dig året rundt. Fuglekasserne vil helt sikkert også forøge antallet af fugle i vores område, og det er, som alle nok har bemærket, hårdt tiltrængt. 

Vi vil bede dig om at vise fuglene hensyn ved at undlade at banke på kasserne eller træerne, for at se om der er nogen i kassen, idet det vil stresse fuglene unødigt, ja, måske få dem til helt at opgive at yngle. Det er ikke muligt at løfte taget op, for at se ned i kassen.

Nu er det jo sådan, at kan man slå to fluer med et smæk, så vil det altid være bedre, og netop ved fuglekasse projektet er der en oplagt mulighed for, ved siden af at få en god naturoplevelse da også at få et nyttigt materiale ud af foretagendet. Man ved nemlig endnu ikke nok om mange ting omkring fuglekasser og hvad fugle foretrækker.

Til dette brug er der ved hver kasse registreret kassens art, hvor den sidder, træets navn, højden kassen er anbragt i, det verdenshjørne indgangshullet vender og en beskrivelse af de nærmeste omgivelser.

For at få noget fornuftigt ud af dette har vi brug for din hjælp. Kan du bare kende en stær fra en stork, så skal du nok hen ad vejen lære navnene på alle de andre fugle, der kan komme på tale, idet vi på hjemmesiden vil sætte fotos af dem alle, så du let kan se, hvilken fugl det drejer sig om. De eneste rekvisitter du er nød til at medbringe på dine ture er en lille notesblok og noget at skrive med, idet du let kan risikere at opleve flere ting på din færden, og bagefter hvem kan da uden notater holde rede på, hvad man har set?

Alle oplysninger observerede omkring kasserne har interesse: en fugl set indenfor ca. 10m fra nærmeste kasse (kassens nummer ikke at forglemme), en fugl set flyve ind eller ud af en kasse, en fugl der bringer redemateriale,  pippen fra kassen af redeunger, unger udenfor kassen der bliver fodret af forældrene, eller om vinteren oplysninger om hvilke fuglearter, der har overnattet i kassen, o. s. v.. Alt har interesse, men hvilken fugl det drejer sig om og datoen er vigtig, eller til nød en beskrivelse af fuglen.

Alle disse oplysninger skal jo samles, hvis det skal have nogen mening, og dette arbejde har Johs. påtaget sig. Du bedes derfor helst maile dine oplysninger til ham på erritzoe@birdresearch.dk, eller hvis du endnu ikke er sprunget på vognen til fremtiden da ringe på 75 57 31 56. Da han ikke er morgenmand aldrig før efter klokken 10 om morgenen.

Johs. Erritzøe vil komme med nogle billeder til hjemmesiden.