mandag den 2. april 2012

Fuglekasserne.

Kære borgere i Taps!
Nu er første fase af fuglekasse projektet afsluttet. Vi har under hyggelige, kammeratlige sammenkomster under Tommys kyndige ledelse fået fremstillet og opsat 160 kasser, fortrinsvis langs stierne, men også  kirkegården og sportspladsen har fået deres andel. Alle kasserne er nummererede, så hvis du har haft en spændende oplevelse ved en af kasserne vil det være nemmere for dig bagefter at delagtiggøre andre heri, når du bare kan referere til kassens nummer. Vi håber, du fremover på dine traveture vil blive yderligere beriget i dine naturoplevelser på grund af de oplevelser fuglekasserne kan byde dig året rundt. Fuglekasserne vil helt sikkert også forøge antallet af fugle i vores område, og det er, som alle nok har bemærket, hårdt tiltrængt. 

Vi vil bede dig om at vise fuglene hensyn ved at undlade at banke på kasserne eller træerne, for at se om der er nogen i kassen, idet det vil stresse fuglene unødigt, ja, måske få dem til helt at opgive at yngle. Det er ikke muligt at løfte taget op, for at se ned i kassen.

Nu er det jo sådan, at kan man slå to fluer med et smæk, så vil det altid være bedre, og netop ved fuglekasse projektet er der en oplagt mulighed for, ved siden af at få en god naturoplevelse da også at få et nyttigt materiale ud af foretagendet. Man ved nemlig endnu ikke nok om mange ting omkring fuglekasser og hvad fugle foretrækker.

Til dette brug er der ved hver kasse registreret kassens art, hvor den sidder, træets navn, højden kassen er anbragt i, det verdenshjørne indgangshullet vender og en beskrivelse af de nærmeste omgivelser.

For at få noget fornuftigt ud af dette har vi brug for din hjælp. Kan du bare kende en stær fra en stork, så skal du nok hen ad vejen lære navnene på alle de andre fugle, der kan komme på tale, idet vi på hjemmesiden vil sætte fotos af dem alle, så du let kan se, hvilken fugl det drejer sig om. De eneste rekvisitter du er nød til at medbringe på dine ture er en lille notesblok og noget at skrive med, idet du let kan risikere at opleve flere ting på din færden, og bagefter hvem kan da uden notater holde rede på, hvad man har set?

Alle oplysninger observerede omkring kasserne har interesse: en fugl set indenfor ca. 10m fra nærmeste kasse (kassens nummer ikke at forglemme), en fugl set flyve ind eller ud af en kasse, en fugl der bringer redemateriale,  pippen fra kassen af redeunger, unger udenfor kassen der bliver fodret af forældrene, eller om vinteren oplysninger om hvilke fuglearter, der har overnattet i kassen, o. s. v.. Alt har interesse, men hvilken fugl det drejer sig om og datoen er vigtig, eller til nød en beskrivelse af fuglen.

Alle disse oplysninger skal jo samles, hvis det skal have nogen mening, og dette arbejde har Johs. påtaget sig. Du bedes derfor helst maile dine oplysninger til ham på erritzoe@birdresearch.dk, eller hvis du endnu ikke er sprunget på vognen til fremtiden da ringe på 75 57 31 56. Da han ikke er morgenmand aldrig før efter klokken 10 om morgenen.

Johs. Erritzøe vil komme med nogle billeder til hjemmesiden.

mandag den 26. marts 2012

Hærværk

En af vores fuglekasser er blevet ødelagt af et kanonslag, og det er jo lidt kedeligt, når nu man har brugt mange søndage på at lave kasserne.


Der er selvfølgelig også nogle økonomiske konsekvenser, ud over at vi skal til at rydde op.

HOLD DOG OP med sådan noget pjat.
Det giver så kort en glæde, mens vi kan have lang tids glæde, når der kommer fugle i kasserne.

OG vi er nok ikke flere her i Taps, end vi hurtigt kan finde synderen.

IGEN idag den 27. marts er der fjernet 3 bunde til fulekasserne.

Hærværk anmeldes til politiet.


fredag den 6. januar 2012

Geocaching (skattejagt via gps-koordinater)


Hej
Efter aftale med Tommy sender jeg her et link på en af skolen nyoprettet geocach. Cachen ligger i nærheden af skolen og er en af flere der kommer langs stien.
Cachen data kan findes her: Taps - åen - alle data kan først ses hvis man er registeret på geocaching.com

Cachen og teksten er oprette med tilladelse af
Tommy Jensen.

Cachen er lavet af mig til brug for et valghold på Taps skole.

Skulle du/I have spørgsmål så ring eller skriv venligst.

Mvh
Niels Frahm
TAPS SKOLE
telf: 27512446
taps.skole@gmail.com

torsdag den 27. oktober 2011

Fuglekasser

Taps Borgerforening har nu startet et nyt initiativ



I Taps har vi en meget aktiv borgerforening, selvom vi kun tælle 800 personer. Blandt de mange aktiviteter foreningen har taget op kan nævnes bordtennis, fodboldgolf, cykelcafè, gåcafè, udlejning af lokaler, fællesspisning, Sct. Hans aften og jul i skoven og for få år siden begyndte foreningen med sponsor støtte at anlægge et stisystem gennem de smukkeste områder af Taps, bl. a. langsmed Taps Å gennem områder, der ellers var utilgængelige for publikum. I dag er der anlagt 10km stier, grusbelagt og drænet, hvor det har været hensigtsmæssigt, broer er bygget over åen og bænke opstillet, og hvis allerede eksisterende stier medregnes, så er det samlede stisystem nu i nærheden af 25km; i sandhed en imponerende præstation, hvor mange frivillige Taps borgere har været involveret, også i det efterfølgende arbejde med at vedligeholde stierne. Primus motor i dette ”stilaug” har været Tommy Jensen fra Christiansfeld Gulvafslibning.



Nu skulle man tro, at foreningen efter en sådan præstation ville hvile nogle år på sine laurbær, men nej, dette stisystem skal jo også byde på nogle oplevelser ud over den skønne natur, men et er iøjnefaldende: Fuglene glimrer ved deres fraværelse!



Som de fleste nok har opdaget, så er fuglelivet i hele vores område gået voldsomt tilbage i de sidste årtier. Dette har naturligvis mange årsager, men fælles for årsagerne er, at mennesket bærer næsten hele skylden. Især de hulerugende arter har det svært, idet gamle, halvrådne træer ikke mere får lov til at leve, men bliver fældet, før de udgør en fare ved sammenstyrtning. I disse træer fandt mange fuglearter førhen rede muligheder. 



Det vil Taps Borgerforening imidlertid nu råde bod på, idet det er besluttet at i vinter skal 500 fuglekasser fremstilles og til foråret ophænges, først og fremmest langs hele stisystemet, men også i folks haver og hvor det ellers vil være fornuftigt. Projektet er nu på skinner, der har meldt sig tilstrækkelig mange frivillige til at fremstille kasserne, heriblandt flere håndværkere, og Taps Skole stiller et sløjdlokale gratis til rådighed.



Sådant et projekt er imidlertid ikke billigt, hver kasse koster i materialer 50kr at fremstille. Foreningen vil derfor i den kommende tid forsøge at få sponsorpenge fra firmaer i Christiansfeld og omegn. Dette initiativ vil have store perspektiver, det kan få en afsmittende virkning på andre borgerforeninger, det kan være medvirkende til at standse flugten fra land til by, ved at gøre vore områder mere tillokkende, og sidst, men ikke mindst, vil det være til stor gavn for vores fugle.



Skulle du være interesseret i at vide mere om Taps Borgerforening, så har foreningens formand, Ulrik Poulsen, lavet en meget informativ hjemmeside herom: www.Taps.dk



                                                                                                                Johs. Erritzøe

tirsdag den 12. oktober 2010

Præstegårdsstien

Fra Taps kirke gåes ad grusvejen på modsatte side. Over Korsgaards mark er der lavet en sti mod Den gamle Præstegård. Her går der en bro over Taps Å og langs den modsatte side af åen, går der (snart) en sti, som fører op til "Kirkestien".

På turen kommer Du forbi Taps Kirke, Taps Å, Den gamle Præstegård og en masse natur.

Turen er vel nok en af de flotteste i nærheden af Taps, så "stilauget" er yderst tilfreds med de grundejere, der har givet en stykke jord til stien.

Brug den, men vis hensyn til dem, der lever af jorden. Respekter eventuelle skilte om f.eks. jagt

lørdag den 9. oktober 2010

Taps Nationalpark

I "Den gamle Præstegård"s have ud til Ødisvej, har Johannes Erritzøe venligt givet offentligheden adgang til denne naturperle langs Taps Å.

Der er lavet en vejviser fra Ødisvej.

Der er også bygget en bro over Taps Å, så man kan gå på en sti og få forbindelse til Skovrup og "Kirkestien".

Vi opfordrer til at man holder sig langs med åen, at hunde holdes i snor og takker Johannes Erritzøe for hans store velvilje.
Klik på billedet og se et diasshow.

lørdag den 29. maj 2010

Kære hundeejer - vis hensyn

At lufte hund er for mange mennesker en direkte anledning til at komme ud i naturen og til at få et dagligt friluftsliv. Alligevel forbindes hunde med en række problemer: Hunde uden snor og hundeefterladenskaber er et irritationsmoment. Hundene bør være under kontrol og holdes i snor, hvor det kræves. At samle hundens efterladenskaber op, er desuden ejerens naturlige hensyn til sine omgivelser.

Hvorfor ikke lære hunden at lave efterladenskaberne ude i "det høje græs" i stedet for midt på stien, så andre absolut får det på skoene. Det er selvfølgelig et stykke natur, men........................

torsdag den 13. maj 2010

NY STI

Over for "Den gamle Grænsekro" på parkeringspladsen ved "Grænsemuseet" går der nu en sti langs det gamle grænsevandløb - med udsigt til den prøjsiske nivellementssten - og til Tingskovhedevej til mindestenen for den gamle Høkelbjerg kro. Det er meningen, at stien skal forbindes med stisystemet ved Hejlsminde Nor.

Stien går på kroejerens mark, bondemanden som har forpagtet marken, har ordnet hegnet langs marken, gruset er leveret af Grænsemuseet og stilauget har lagt maskiner og mandskab til at færdiggøre stien.

Stien er færdig, men det er meningen at den skal indvies officielt i forbindelse med 90 året for genforeningen den 10. juli 2010.
Stien vil blive navngivet ved samme lejlighed.


Grænsestien


Klik på billedet og se alle billeder i serien.
Oplysninger om Grænsestien kan ses her.
Se TV fra begivenheden her.

onsdag den 27. maj 2009

Nye stier

Fra "Byparken" gåes langs Lars Juhls mark til Koldingvej, hvor der lavet en trappe op til vejen.
På den modsatte side er der lavet en natursti langs grøften til Åstorpvej.

Brug stierne, men husk ikke at trampe afgrøden ned uden for stierne.